Wien er en perfekt destination til en weekend get-away! Vi guider dig til en fantastisk weekend i Østrigs hovedstad, Wien.
Dag 1
Start dagen ud oppe i højderne på Das Loft og nyd din morgenmad mens du kigger ud af de store panoramavinduer, der giver en enestående udsigt over Wien! Gå amok i brunchbuffeten der består af alt fra chiagrød, brød, alverdens pålæg til kage, vafler, yoghurt og frugkompot.
Afsæt resten af din dag til at opleve Schönbruun slot. Start med en rundtur inde på slottet og få et fantastisk indblik i interiør fra det 18. århundrede samt hvilke overdådige rammer kejserfamilien har levet i. Efter dit besøg på slottet kan du bruge et par timer i den romantiske barokpark, der ligger lige bagved slottet.
Gå videre til den smukke arkade, Gloriette, der er placeret på bakketoppen. Inde i arkaden finder du den kejserlige café Gloriette. Caféens udsmykning og interiør minder meget om den inde på slottet, og udsigten derfra er fremragende. Priserne er overraskende rimelige i forhold til hvad man regner med, når man træder ind på caféen. Udforsk derefter den kongelige labyrint og Schönbruun Zoo, der blev opført helt tilbage i 1755.
På en tur til Wien er det naturligvis et must at få en wienerschnitzel mindst én gang. Slut derfor din dag af på restaurant Fieglmüller, der skulle være det bedste sted at få wienerschnitzler i byen. Men sørg for at være sulten inden besøget! Wienerschnitzelen fylder nemlig en hel tallerken.
Dag 2
Palmenhaus Café Brasserie må være en af de smukkeste steder at starte sin dag på. Her kan du nyde en herlig portion morgenmad i et drivhus med højt til loftet omgivet af smukke palmer og en masse grønt.
Denne dag er dedikeret til musikken. Start med at gå i Mozarts fodspor og besøg den lejlighed Mozart boede i fra 1784-1787, der i dag er lavet om til et interaktivt museum, Mozart Vienna Museum. Bliv klogere på en af verdens bedst kendte komponisters liv samt på tidens musikalske verden.
Tag en pause på den over 100 år gamle Café Central, og nyd deres berømte eftermiddags kaffe/te og kage i smukt dekoreret interiør. Overvær derefter en fantastisk forestilling i operahuset i Wien, nyd arkitekturen i en af verdens mest respekterede operahuse og besøg det nærliggende opera museum.
Gå tilbage mod Café Central, i samme bygning ligger Café-Restaurant im Ferstel. Atmosfæren er, hvad man på tysk kalder gut-bürgerlich, altså pænt borgerligt, og er et utrolig hyggeligt sted at nyde sin aftensmad.
Dag 3
Tag dig god tid om at spise din morgenmad på Café Prückel. Indretningen er en blandet landhandel a la 1950’erne, men lofthøjden er den samme, som da stedet slog dørene op i 1904, hvilket skaber en hyggelig og autentisk atmosfære. Caféen har et imponerende menukort, og det er ikke ualmindeligt, at et besøg tager to-tre timer.
Efter at du har spist dig mæt på Café Prückel, kan du tage med sporvognen rundt på Ringstrasse. Ringstrasse er en cirkulær boulevard der strækker sig over fem kilometer og tager cirka 30 minutter. Under turen kan du se nogle af byens smukke parker og ikoniske bygninger som Parlamentet, Rådhuset, Statsoperaen, kunstmuseet og Hofburg Palace. Det er en hurtig måde at få set store dele af byen på!
Spis din frokost i den 100 år gamle smørrebrødsforretning, Trezneiwski. Stedets fremragende smørrebrød fås færdigsmurt eller du kan selv freestyle. Når du står ved disken, så tænk på at Dr. Freud og über-pessimisten, Kafka, har stået præcis samme sted!
Brug nogle timer på at udforske det imponerende Naturhistoriske Museum med en af verdens største samlinger af dinosaurskeletter, krystaller og andre forhistoriske dyrearter. Fortsæt derefter til Det Kunsthistoriske Museum der ligger lige ved siden af. Her får du et imponerende kig ind i kunsthistoriens verden med fantastiske værker og genstande fra 5 forskellige årtusinder. Slut din weekendtur af på den skønne café, Blueorange Coffee & Bagel, og smag på en af deres velsmagende retter der er både glutenfri, laktosefri, økologisk og vegansk.