En stor del af Wiens handel foregår på markeder. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig. Hvis du er på ferie i Wien, skal du unde dig et besøg på et af byens mange markeder. For det første oplever du en enestående stemning, og for det andet kan du finde nogle skægge souvenirs, som du kan glæde dem derhjemme eller dig selv med. Hvad enten det er hjemmelavet marmelade, eksotiske krydderier eller gamle damehatte – Wien markeder har det hele.
Markeder med mad
Overalt i Wien finder du fødevaremarkeder. Nogle er faste og består af hytter, som har åbent hver dag, mens andre skyder op på et bestemt hjørne hver fredag for så at forsvinde ved solnedgang. De faste markeder som det enorme Naschmarkt nær centrum, det eksotiske Brunnenmarkt i 16.distrikt eller det hippe Karmelitermarkt i 2. er ikke bare indkøbssteder, men mødesteder, hvor man hænger ud med de fulde indkøbstasker for at mødes og sludre lidt over en hurtig frokost eller en endeløs brunch. Du kan derfor finde et stort udvalg af billige og spændende spisesteder der. Men vent hellere til du er gået igennem markedet, for de er ikke fedtede med smagsprøver i boderne.
På loppemarked i Wien
Er du mere til lopper, skal du besøge Naschmarkts lørdag formiddag. Loppemarkedet, der er Wiens største, har åbent fra kl 6.30-18. Den der kommer først til mølle, finder den fedeste orm, så sørg for at være tidligt på benene. Selv hvis vejret er dårligt, er markedet fuldt. Et andet loppemarked er lørdagsmarkedet på Am Hof i 1. distrikt. Udvalget dér er lidt mere eksklusivt, dvs. flere antikviteter og mindre skrammel.
Andre markeder i Wien
Er du interesseret i økologiske eller nostalgiske varer, så besøg fredagsmarkedet på pladsen Freyung midt i centrum. Her kan du købe økologiske varer fra små selvstændige landbrug. Ved påske- og juletid svulmer markedet op til et helt fantastisk romantisk påskemarked eller julemarked, der har åbent hver dag.
Påskemarkederne på Freyung, Am Hof og ved slottet Schönbrunn kan godt gå hen og blive din største oplevelse, hvis du tilbringer påskeferien i Wien. Så mange æg i så mange størrelser ser man sjældent samlet.
Der er også en lang tradition for julemarkeder i Wien, og der er da også nogle for enhver smag og pengepung. Det er ikke Glühwein det hele, men også kunsthåndværk og lækre delikatesser. Foran slottet Schönbrunn finder du et meget hyggeligt, gammeldags marked, mens julemarkedet på Karlsplatz eller i Museumsquartier er en mulighed for at få fat på et par spændende julegaver.